På mandage sker afhentninger/leveringer først fra kl. 12.00

Vejledning til såning

Græssåning – du finder en vejledning her

Hos Amager rullegræs ønsker vi at vejlede vores kunder bedst muligt, når de ønsker at så græs. Derfor har vi samlet en komplet vejledning, og på denne side kan du blive klogere på, hvordan du skal forholde dig inden, under og efter din græssåning.   

Generelt om såning af græs

Græsfrø skal opbevares tørt, da den mindste fugt kan sætte en spiring i gang i æsken. Dette vil resultere i, at de ikke vil spire, når de bliver sået i jorden.   

Der er fire hovedpunkter, som man skal have in mente, for at opnå den optimale spiring:

  • Ilt
  • Vand
  • Varme
  • Lys

Opnå den optimale græssåning

For at få det bedste resultat er det vigtigt, at frøet holdes fugtigt og samtidigt får ilt. Hvis frøet får for meget vand, kan det resultere i svampedannelse og forrådnelse. Det kan lede til, at der ikke kommer ilt til frøet. Hvis frøet derimod får for lidt vand, vil det udtørre og dermed slet ikke starte spiring eller måske starte op, men gå i stå. Dette resulterer i, at det dør ud.

Hvor hurtigt spirer græsfrø?

Græsfrø har en spiring ved 7 graders jordtemperatur. Men vi anbefaler at så til foråret eller i efteråret. Det er meget forskelligt, hvor hurtigt græsfrø spirer, men der vil typisk gå 2-4 uger før, at frøene spirer, og man kan ane et grønt skær i jorden.

Når frøet er spiret, er det vigtigt, at planterne får tilstrækkeligt med lys.   

Forberedelse inden græssåning

Jord til græssåning

Første arbejdsdel er, at jorden grundigt skal afrives, så den er fri for sten, rødder m.m. Derefter skal der ske en omhyggelig planering, så man får afrettet jordstykket. Man kan eventuelt bruge en træpalle eller en omvendt rive til dette. Hvis jorden er meget løs, anbefales det at få tromlet og sat jordstykket. Overfladen skal være så fast, at man kan betræde jorden uden at sætte spor.  
 

Hvis man har en eksisterende græsplæne

Første arbejdsdel er, at jorden skal fræses, grubes eller graves. Vi anbefaler, at man ved fræsning af en gammel græsplæne, har en fræsedybde på 10-15 cm.

Derefter skal man plane, rive og tromle jordstykket grundigt, så det bliver jævnt. Hvis man ikke får sat jorden grundigt, får man en ujævn græsplæne. Gamle klumper, rødder og sten skal fjernes. Overfladen skal være så fast, at man kan betræde jorden uden at sætte spor.


Græssåning – sådan gør du

Vi anbefaler, at man sår med en såvogn eller en håndspreder, for at opnå et jævnt resultat. Derudover skal man gerne så to gange vinkelret. Vi forhandler både græsfrø og håndspreder, og I er velkommen til at kontakte os for at høre mere om denne løsning.

Det er en god ide at opdele arealet i mindre stykker og at opdele græssåningen i tilsvarende antal portioner. Man vil på denne måde hele tiden kunne regulere, hvor mange frø man spreder ud. Så desuden gerne på kryds og tværs for at opnå en jævn fordeling af såningen.

Når frøene er blevet spredt og kommet i jorden, skal man tromle arealet over med en tromle - gerne en nettromle, så frøene ikke klistrer sig fast på den glatte tromleoverflade. Tromlingen vil gøre, at de nysåede frø får jordforbindelse og ikke blæser væk. Vanding kan være nødvendig i tørre perioder for fremspiring.   

Græssåning i forår 

Spiringsbetingelserne er optimale, når jorden er lun, og fugtigheden er høj. De forhold er til stede i foråret, og derfor er det bedst at så græsfrøene i april/maj. Som en tommelfingerregel kan du sige, at så snart anemonerne blomstrer, er jorden varm nok til, at du kan så græsfrøene.

Græssåning i efteråret 

Det samme gør sig gældende i efteråret, og derfor kan du også med fordel så dine nye græsfrø i august/september.

Efterfølgende pleje af græsplæne 

Vi anbefaler, at man gøder den nysåede græsplæne, når frøet er spiret, og græsstrået har en længde på ca. 2 cm. Se evt. vores side om vejledning til gødning.

De nye græsstrå skal klippes første gang, når de har en længde på 6-8 centimeter. Vi anbefaler, at man første gang har en klippehøjde på ca. 4-5 cm. Derefter skal det klippes med en klippehøjde på 3-3,5 cm.

Man vil opleve, at det nye græs blomstrer, men med dette medfølger diverse ukrudt desværre også. For at mindske vækst af ukrudt, skal man klippe græsplænen ca. 2 gange ugentligt med en klippehøjde på 3-3,5 cm. Dette vil stresse ukrudtet. Hvis der er større områder med ukrudt, skal det fjernes. Det er en god ide at have en opsamler på sin græsklipper ved slåning.

Græssåning pris pr m2

Du kan købe dine nye græsfrø hos os. Hvis du skal bruge græsfrø til ca 40 m2 nyetablering, så skal du have fat i vores pose med græsfrø på 1 kg. De står til 90 kroner. Skal du bruge græsfrø til ​​ca. 750 m2 nyetablering, skal du have fat i vores pose med græsfrø på 15 kg. De står til 975 kroner. 
 

KLIK HER OG HENT VORES VEJLEDNING!